Om

Jeg er billedskaber og jeg skaber billeder udfra intentionen om, at dem der ser på mine billeder vil blive opløftet og healet og mærke en kraft i dem selv, som de havde glemt de besad. Via mit lærred transformerer jeg følelser i et forsøg på at gribe fat i de uudtalte områder af vores liv, det vi kan mærke, men som er så svært at indfange med ord.

Ord har sålænge jeg kan huske været svært for mig, jeg har manglet ord til at forklare alt det jeg opfanger og mærker og det var først da jeg stødte på begreber som intuition, energi, healing, kvindekraft, yoni, symboler og alkymi at det hele begyndte at falde på plads i mig.

Jeg maler energier og får via billedskabelsen kontakt med den magi, som vi omgiver os med. Billedskabelsen er for mig blevet en dialog mellem mester og lærling og jeg overraskes gang på gang over processen, som for mig er så smuk og fin og giver så meget mening. Endelig forstår jeg ikke bare med min hjerne, mit intellekt, men med hele mig. Jeg mærker mine malerier både fysisk, energetisk og intellektuelt og først i den samskabelse forstår jeg og må overgive mig til det faktum, at ord ikke altid er nok og at der er en mening med, at jeg havde brug for at søge udover ordene.